|
Hypnosens historie går meget langt tilbage. I over 3000 år gamle papyrustekster beskrives, hvordan ægyptiske sandhedssigere gjorde brug af hypnotiske teknikker, og op igennem tiderne er trancefænomener blevet anvendt af shamaner, medicinmænd og religiøse ledere. For 2500 år siden blev fakirer i Indien kataleptiske ved at fokusere på hinandens næsespidser. Arabiske troldmænd frembragte trance og følelsesløshed ved at stirre på krystalkugler eller flasker med vand, hvor der bagved brændte lamper. En mesopotamisk prinsesse blev ifølge nogle papyrustekster fra omkring år 1000 f. Kr. helbredt for sindssyge ved besværgelser og ”strygninger”.
Alfred Lehmann
I Danmark forskede den senere stifter af Psykologisk Laboratorium dr. Phil. Alfred Lehmann (1858-1921) allerede i begyndelsen af 1880’erne i hypnose. I 1889 udgav han bogen ”Hypnosen og de dermed beslægtede normale tilstande”, og i sit berømte værk ”Overtro og Trolddom” fra 1893 tilegner han to lange kapitler til emnerne hypnose og suggestion.
Milton H. Erickson
Den amerikanske psykiater Milton H. Erickson (1902-1980) betragtes almindeligvis som den vigtigste hypnoseterapeut i det 20. århundrede. Han blev særligt kendt for sin brug af indirekte suggestioner (påvirkninger) og metaforer i den hypnotiske behandling. En kreativ terapeut kan således fremkomme med forskellige historier, som klienten kan identificere sig med, f. eks. fra Shakespeare eller Bibelen. Erickson har haft en stærk indflydelse på mange andre kendte hypnoseterapeuter, bl.a. Jeffrey Zeig, Ernest Rossi og ikke mindst grundlæggerne af nlp-metoden (Neuro-Linguistisk-Programmering) John Grinder og Richard Bandler.
Franz A. Mesmer
I slutningen af 1700-tallet introducerede den østrigske læge Franz Anton Mesmer (1734-1815) begrebet ”den dyriske magnetisme”. Mesmer mente, at planeterne udøvede indflydelse på det menneskelige legeme. Når et menneske blev sygt, skyldtes det at himmellegemerne forstyrrede den magnetiske ligevægt i kroppen. Ved hjælp af et andet menneskes magnetiske kraft kunne denne ubalance imidlertid helbredes, og dette blev gjort med såkaldte ”magnetiske strygninger”, dvs. Mesmer strøg sine patienter langs kroppen med hænderne, indtil de kom i trance og der indtrådte en virkning. Senere brugte Mesmer jernstænger til at ”magnetisere” patienterne. Mesmer helbredte tilsyneladende mange mennesker for forskellige nervesygdomme, og han blev en rig mand. Imidlertid steg succesen ham til hovedet, og han måtte flygte til Paris efter at have lovet at helbrede en ung kvinde for medfødt blindhed. I dag ved vi, at den påståede helbredende virkning ikke skyldtes magnetisk kraft eller ”fluidum”, som strømmer fra behandleren til patienten, men derimod kroppens egne selvhelbredende kræfter. Omkring midten af det 19. århundrede gav den engelske læge James Braid et nyt navn til de fænomener, som Mesmer havde observeret hos sine patienter, nemlig ordet ”hypnose”, afledt af det græske ”hypnos”, der var navnet på ”Søvnens Gud” i det gamle Grækenland. Selvom vi i dag ved at trance både er en fysisk og en psykologisk tilstand, og altså ikke har noget at gøre med søvn, er Braids betegnelse alligevel blevet bibeholdt og almindeligt brugt. I 1845 udgav den skotske læge James Esdaile en bog, ”Mesmerism in India”, hvori han beskrev, hvordan han havde foretaget store operationer på indiske patienter uden nogen anden form for bedøvelse end hypnose.
Sigmund Freud
I begyndelsen af sin karriere anvendte Sigmund Freud (1856-1939) hypnose i behandlingen af sine patienter. Han var bl.a. blevet inspireret af den danske hypnotisør, Carl Hansen, som i 1880 kom til Wien for at demonstrere hypnose. Senere i 1885 studerede Freud et år hos den berømte læge Jean Charcot (1825-1893) i Paris. Charcot var specielt blevet kendt for sin anvendelse af hypnose i behandlingen af hysterikere. Bag de hysteriske symptomer lå der ifølge Charcot psykiske problemer eller konflikter, som kunne afdækkes ved hjælp af hypnose. Freud var imidlertid ikke selv en særlig god hypnotisør og gik efterhånden bort fra anvendelsen af hypnose, i særdeleshed den såkaldte ”dressur” eller suggestionshypnose, som bl.a. den franske læge og professor H. Bernheim var eksponent for. På trods af dette står psykoanalysen i stor gæld til hypnosen, her tænkes særligt på hypnosens gamle form, somnambulismen eller den meget dybe trance, hvor man udnytter patientens indre viden om sin sygdom, og hvor det er patienten, som stiller diagnosen, og senere ved hjælp af sin psykosomatiske formåen bliver i stand til at kurere sig selv. Det var bl.a. dette, Charcot gjorde brug af i sine behandlinger. Den psykoanalytiske briks, hvor patienten ligger afslappet og frit associerer, er i øvrigt også reminiscenser af den hypnotiske behandling.
C. G. Jung
Grundlæggeren af den analytiske psykologi C. G. Jung (1875-1961) interesserede sig også for hypnose. I sin doktorafhandling fra 1902 undersøgte han således de mediumistiske fænomener, som var blevet frembragt af en ung kvinde i trance. Han konkluderede i sin afhandling, at ”ånderne”, som kvinden talte med, i virkeligheden var fraspaltede dele af hendes egen underbevidsthed, og at disse dele indvarslede en senere personlighedsudvikling. Jung havde succes med at anvende hypnose i forskellige sammenhænge, f. eks. Til smertebehandling og tobaksafvænning. Efter Jungs brud med Freud i 1912 fik Jung en nær ven i Theodor Flournoy (1854-1920), som var professor i psykologi ved universitetet i Genova. Flournoy delte Jungs interesse for somnambulisme, parapsykologi og religionspsykologi, og han havde bl.a. skrevet den berømte bog ”From India to Planet Mars”, som udkom i år 1900. Bogen beskriver et tilfælde med en kvinde som i dyb trance antog vidt forskellige personligheder, herunder bl.a. Marie Antoinette og den italienske eventyrer Cagliostro samt en arabisk prinsesse, som blev gift med en indisk prins. En personlighed var tilmed planeten Mars og talte i et uforståeligt marssprog (som i øvrigt senere viste sig at være afledt af fransk). Ifølge Flournoy kunne alle disse personligheder henføres til kvindens egne ubevidste mentale processer. I dag finder vi spor af hypnose i Jungs specielle psykoterapeutiske metode: Aktiv imagination, som er en dybdevisualiseringsteknik.
Man kan således sige, at hypnosen byder på den fordel, at den kan virke frigørende over for de muligheder, der hviler latent i personen, men som ikke viser sig, så længe denne befinder sig i den vågne, kritiske tilstand. Mens tidligere tiders hypnose i høj grad byggede på hypnotisørens evne til at få magt over klienten og få denne til at adlyde hypnotisørens velmente anbefalinger eller kommandoer (suggestioner), bygger nutidens kliniske psykologi på vigtigheden af at lade udviklingen foregå på klientens egne betingelser. Hypnotisøren yder et væsentligt bidrag ved hensynsfuldt at støtte klienten i processen.
|
